Nældevad Shetlandsponyer
Om os
 
Familien Skov består af Anna 21 år, Line 19 år samt Kaj og Lene.
Vi købte vores gård i 1998 af Kajs mor. Hans forældre havde drevet gården siden 1975. 
Da vi overtog gården var der 30ha agerbrug. Vi valgte at tilkøbe ekstra jord og bygge en svinestald til opdræt af søer. Vi driver i dag 270 ha og har 280 årssøer i stalden.
 
Jeg (Lene) har altid haft interesse for heste. Tror vist mit første ord var hest - ifølge min far. Jeg har redet siden jeg var 8 år og haft egen ridehest siden jeg var 12 år gammel. I 1998 solgte jeg min sidste ridehest, da jeg var bosat på Lolland og arbejdede i København. Jeg manglede tiden til at have hest.
 
Efter 6 år savnede jeg heste så meget, at jeg købte en pony til vores ældste datter. Det var en smuk welsh vallak som var tilkørt, da jeg også gerne ville leve en drøm ud om at køre med hestevogn. Det viste sig at hans temperament til hestevognskørsel ikke var det rigtige og vi kom aldrig igang med det. Han går i dag som selskabshest for vores nabos ridehest.
 
I 2006 købte jeg en ældre shetlandsavlshingst som var taget ud af avlen. Det var Skovlundens Iron. Aftalen var at han skulle kastreres inden jeg fik ham hjem. Han havde været kørt meget og jeg havde fået lov til også at købe hans sele og vogn med. Det tog mig ikke lang tid at falde fuldstændig for shetlænderens temperament og sind.
 
Jeg bestemte mig hurtigt for at finde en vallak mere gerne samme størrelse og farve som Iron. Det fandt jeg hos Annagaard. Det viste sig at det var en søn af Iron. Jette fra Annagaard hjalp mig igang i avlsforeningen og har været en stor støtte i opstarten af mit avlsarbejde.
 
Jeg har idag 2 hopper til avl og brug samt flere vallakker. 
 
Mit mål er at avle store medium og standard ponyer. Jeg ønsker at avle typefaste ponyer med et godt sind og gode brugsegenskaber. Alle vores ponyer er vant til daglig håndtering og til omgang med børn.
 
Begge vores piger er glade for at ride, og har da de var mindre, redet de fleste af ponyerne når tiden var til det. I dag har vi nogle søde piger der kommer og rider lidt på ponyerne istedet. I takt med at Anna og Line voksede fra shetlandsponyerne, kom der også større ponyer til på gården.
I dag har vi fjordhesten Brandy Kimer, som er Lines. 
 
I sommeren 2019 købte jeg min nye kørepony Hesseldals Mizzty, som allerede nu har givet mange gode ture. 
 
Alle ponyer bliver passet med vaccination, smed og ormekure. Vi laver selv alt vores grovfoder, både hø og wrap i prima kvaliteter.
 
Der vil lejlighedsvis være ponyer til salg, men finder du noget interessant, så kontakt mig for en snak.
 
Nældevad Shetlandsponyer v/Lene Skov  | leneogkaj@dlgmail.dk