Nældevad Shetlandsponyer

Brugsdag i Gryttinge 2012

29. september
Brugsdag med drive-in udstilling & unghesteudstilling
Gryttinge i Sverige.
Sidste år var jeg en tur i Sverige sammen med Jette fra Annagaard, for at se på denne type udstilling. Jeg var meget interesseret i at prøve at være med og vi havde derfor tilmeldt Ekekullens Dreams i Brugsdagen med drive-in udstilling og Nældevads Dialekt i ungheste udstillingen.
 
Allerede fredag eftermiddag startede turen. Jette havde trænet Dialekt for mig og skulle også fremvise ham. Han stod derfor på Annagaard og vi tog afsted for at gøre ham klar til turen og overnattede for at kunne starte meget tidligt lørdag morgen.
 
Lørdag kl. 8.30 ankom vi til Gryttinge i Sverige. Vi ankom i tørvejr, men lige før brugsdagen gik i gang, så åbnede himlens sluser sig. Brugsklasserne var alle planlagt udendørs, på hver deres bane, men det blev besluttet at rykke alt indendørs i de 2 ridehuse. En god beslutning, da vejret ikke blev bedre i løbet af dagen. Det krævede en del af både udstillere og skue-ledelsen, da man nogle gange skulle være 2 steder på én gang, men alle var forstående og dagen forløb uden de store problemer.
 
Anna og Line skulle begge deltage med Dreams i brugsklasserne. Anna i agility og i en springklasse. Line også i agility og en klasse "Handler hopning" - en springklasse hvor man har ponyen med ved hånden. Efter disse klasser skulle Anna også fremvise Dreams i drive-in udstillingen. Jeg tror at både Dreams og pigerne havde en fantastisk formiddag. Dreams var eksemplarisk i alle klasserne og så virkelig ud til at hygge sig. Anna og Line havde de store smil på det meste af tiden.
 
 Billedkvaliteten er mildest talt meget dårlig, men det var næsten umuligt at tage billeder, da ridehusene var lidt mørke og vejret ikke gjorde det bedre. Alligevel har jeg valgt at vise en del af billederne herunder, da jeg syntes de giver et godt billede at den sjove dag vi havde i Gryttinge.
 
gryttinge a 
 Line og Dreams varmer op før agility. Line glædede sig enormt til det.
 
gryttinge b
Godt igang i slalombanen. På vej mod tørgraven, hvor ponyen skulle gå på "line" i den.
 
gryttinge c
Ind og vende i firkanten uden at komme udenfor. Alt foregik på tid.
 
gryttinge d
Anna og Dreams også på agility banen.
 
gryttinge e
Igennem tunellen. Den var vi  noget spændt på, men Dreams var helt ligeglad og løb bare med igennem.
 
gryttinge
Jette deltog i agilityklassen for voksne med Beatrix. Det er lidt tankevækkende at i Sverige var der flere deltagere i denne klasse end i agility for børn, mens vi herhjemme i DK kæmper med det ene aflyste arrangement efter det andet pga. manglede tilmeldinger.
 
gryttinge g
Jette og "Trisse" deltog også i en lange liner klasse. På brugsdagen var der klasser i toppekørsel, lange liner, agility, springklasse, dressurklasse og spring med ponyen ved hånd. Alle klasser opdelt i voksne og børn. Herefter var der drive-in udstilling for deltagerne i brugsklasserne.
 
gryttinge h
Anna fremviste Dreams i drive-in udstillingen. Hun opnåede de magiske 40 point og guld. Det gav adgang til championatet. I alt fik kun 6 ponyer guld af ialt knapt 60 deltagere. Dreams blev oprangeret som nr. 4 i championatet. Hvor er jeg altså bare stolt af den pony.
 
gryttinge i
Om eftermiddagen, efter brugsdagen var slut, startede unghesteudstillingen. Jette fremviste Nældevads Dialekt for mig. Hans opførsel på dagen var eksemplarisk, og han viste sin gode trav godt frem. Desværre faldt han ikke helt i dommerens smag. Han blev tildelt 37 point. Det rakte alligevel til dagens 2. højeste point til en unghingst. Der blev nemlig ikke tildelt mere end 38 point til unghingstene.
 
gryttinge j
Lige et enkelt billede mere af Dialekt. Han er ikke så god til at stå stille. Så jeg ved da, hvad vi skal ha trænet på i vinter.
 
Det bliver ikke sidste gang vi deltager i denne udstilling i Sverige. Brugsdagen er rigtig sjov for både børn og voksne. Der bliver virklig også sørget for at børnene har noget at kæmpe for. De får alle en roset og en medalje med logo for gennemført bane samt en stor pokal og store rosetter til de bedste i klasserne.
Det er rigtig dejligt at se den glæde alle har, store som små, ved at bruge deres ponyer og shetlandsponyen får virkelig viste det store værd den har som brugspony.
Vi burde virkelig få øjnene op for denne type udstilling her i DK. Jeg tror bestemt at det også kunne fremme salget af vores ponyer, hvis vi brugte lidt mere tid og energi på at vise deres brugspotentiale.
Nældevad Shetlandsponyer v/Lene Skov  | leneogkaj@dlgmail.dk