|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 8. jaunar 2012
Så blev der endelig lidt tid til at få opdateret hjemmesiden igen.
Der er kommet et par brugbare billeder fra Mountain & Moorland Christmas Show af Dialekt. De er lagt under beskrivelsen af showet og så er der endelig blevet lavet et afsnit om efterårsstævnet på Klimagårdens Rideklub.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
8. januar 2012
Stævne på Klimagårdens Rideklub 29.-30. oktober 2011
Så har Klimagården gjort det igen. Lavet et super godt stævne for alle deres rideskolebørn. God tid til alle, masser af hjælp og en positiv stemning hele weekenden.
Begge pigerne skulle ride 2 dressurklasser om lørdagen. Anna på Ekekullens Dreams og Line skulle for første gang starte på Ina Tranegilde.
Anna og Dreams i LC1
Anna og Dreams startede LD2 og LC1. Det var deres debut i et program med galop. Dreams går efterhånden rigtig pænt, dog er galop ikke hendes stærke side og det blev også bemærket i kritikken.
En stolt ekvipage. Anna og Dreams med placering i LD2
Line skulle starte på Ina for første gang. Hun valgte at starte LD1, først med oplæser og så en klasse uden oplæser. Ina var ikke helt tilfreds med at være alene i ridehuset, når hun kunne høre alle de andre udenfor. Hun gav højlydt sin utilfredshed til kende i hele det første program, til stor morskab for tilskuerne.
Line og Ina venter spændt på at det bliver deres tur.
Line og Ina i LD1
Det sidste program som Line red på Ina var rigtig pænt og til hendes store overraskelse gav det også en placering.
En meget glad Line får overrakt sin roset.
Søndag var det springklasser der stod på programmet. Anna havde igen Dreams med, men Line havde denne gang lånt en shetlandspony af rideskolen. Ina har nemlig endnu ikke fundet ud af, at det er sjovt at springe over bomme, når man lige så let kan løbe udenom.
Line på Victor
Anna på Dreams.
To stolte piger med deres rosetter.
Søndagen gik over al forventning. Anna og Line startede i de samme 2 klasser og der var placering til dem begge i hver klasse. Så kan man vist ikke forlange mere, men bare nyde dagen på sidelinien som en meget stolt mor.
Anna og Dreams 30 cm spring
Line vinder stolt klassen foran de store ponyer
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 27. november
En meget blæsende søndag er overstået. Vi har deltaget i Mountain & Moorland Christmas Show med Nældevads Dialekt. Det var hans første tur i byen siden han var til følskue sammen med sin mor. Dialekt har vokset meget over sommeren og jeg glædede mig meget til at få en bedømmelse af ham igen.
Dialekt var allerede fra morgenen meget "vågen" og svedte en del. Efter en lang, blæsende tur i trailer sammen med 2 dejlige hopper fra Stutteri Bækkeskov nåede vi frem. Fordi der også var hopper i traileren, havde jeg lejet en boks til Dialekt. Det var meget spændende og lærerigt for ham at stå i en fremmed stald, men han svedte om muligt endnu mere.
Dialekt var sød i fremvisningen men dog lidt glad i traven. Jette fra Annagaard havde lovet at løbe med ham for mig. Mange tak for hjælpen. Vi fik virkelig blæsten at føle under fremvisningen. Tagpladerne buldrede løs og lige da vi forlod ridehuset, fløj en del af taget af!!! Dejligt at ponyerne alligevel tog det hele nogenlunde roligt og deres nerver blev virkelig testet.
Dialekt stod som den sidste i holdet, men hans beskrivelse var rigtig god og set med mine øjne helt korrekt på dagen.
Jeg har desværre ingen billeder fra dagen, men venter på nogle fra showets fotograf.
Det var første gang jeg deltog i et Mountain & Moorland show, men helt sikkert ikke sidste gang. Dejligt at møde glade mennesker i godt humør, på trods af vejret drillede.
Nældevads Dialekt. 14 dage før showet.
Så kom der et par billeder fra showet.
Når man nu kun må stå stille, så kan man da skære ansigt af fotografen
Nældevads Dialekt.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 28. oktober
Så er der meldt til årets sidste udstilling, Mountain & Moorland, Foal & Youngstock Christmas Show, den 27. november.
Nældevads Dialekt har ikke været udstillet siden følskuet på Store Hestedag 2010, så han skal en tur med i byen. Han har udviklet sig meget hen over sommeren, så jeg er spændt på at få en bedømmelse af ham.
Weekenden byder på stævne på Klimagården og både Anna og Line træner flittigt på deres ponyer. Mere om det senere.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 12. oktober
Børn og ponyer har fundet ud af hvor sjovt det er, at tage en rask galoptur ud over stubmarkerne.
I slutningen af september var vi ude på stubmarken for første gang, den har desværre været for våd indtil da. Anna og Line havde hele sommeren set frem til at de i år kunne prøve, om de kunne styre deres ponyer på stubmarken selv.
Anna på Dreams og Line på Ina.
På stubmarken for første gang og dybt koncentreret.
Den første gang på stubmarken blev der ikke galopperet,
da marken stadig var temmelig våd og tung,
men både børn og ponyer nød det tydeligvis.
I stedet blev der redet lidt på banen.
Her Anna på Ekekullens Dreams.
Line på Ina Tranegilde.
Vi har lånt Ina af Annagaard i en periode, da vi manglede en stabil
børnepony til Line. De to er hurtigt blevet bedste venner.
I oktober blev marken endelig så tør at ponyerne kunne galoppere på den og nu gjaldt det om at udnytte det, før der igen skulle pløjes og sås.
Begge ponyer har til fulde bevist hvor gode og fornuftige rideponyer de er. De er nemme at stoppe og selv efter en rask tur i galop er de helt afslappede og kan fint skridte videre for lange tøjler. Dejligt med to så skønne rideponyer.
En dejlig lang stubmark til en rask galop.
Det er svært at se hvem der nyder det mest.
Havde der været lyd på billedet, kunne man høre hvor højt begge piger grinede.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 3. oktober
Så blev der tid til at få skrevet lidt om Store Hestedag. Jeg havde i år valgt at taget Nældevads Soya med i holdet for hoppeføl og Riccalton Granite i holdet for ældre vallakker.
Nældevads Soya er vokset meget det sidste stykke tid og det kan også ses på hende, så jeg var lidt spændt på hvad dommerne ville sige til hende.
Soya i skridt
Soya opførte sig eksemplarisk og hun fik en helt korrekt beskrivelse af dommerne. Maria fremviste hende for mig, som altid et flot arbejde. Jette måtte springe til i oprangeringen, da jeg samtidig skulle have Granite klar til vallak klassen. Tak for hjælpen til jer begge.
Nældevads Soya
Så blev det Riccalton Granites tur. Granite var alene i holdet for ældre vallakker så derfor valgte dommerne at tage alle vallakker i ringen samtidig så Granite ikke skulle gå for sig selv.
Det var derfor ikke nogen overraskelse at Granite blev fløj i hans hold for ældre vallakker, men hans bedømmelse var helt overvældende. Granite fik 44 point og en fantastisk beskrivelse. Se den på hans egen side.
Riccalton Granite i trav
Opstilling for dommerne
Efter oprangering af begge hold vallakker skulle klassevinderne dyste om at blive dagens bedste vallak. Igen fik Maria vist Granite frem på fornemmeste vis. Det var 2 absolut værdige kandidater til titlen som bedste vallak, men min glæde var stor da Riccalton Granite blev valgt som bedste vallak på Store Hestedag 2011.
Granite og Maria i en flyvende æresrunde
Smukke Granite med de fine rosetter og vandrepokalen
skænket af Annagaard Shetlandsponyer.
En helt igennem skøn dag på Store Hestedag, vi glæder os allerede til næste år.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bjärsjölagård
Lørdag den 27. august havde jeg fået mulighed for at køre med til udstilling i Sverige på Bjärsjölagård, som tilskuer. Det blev en rigtig hyggelig tur med en masse nye indtryk, da vores svenske naboer afholder udstillinger på en lidt anden måde.
Se mere fra turen her
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 3. september
Vi har idag været til Føl- og Plagskue på Store Hestedag i Roskilde.
Et skønt skue som altid, og i dag med et skønt resultat.
Vi havde bl.a. taget Riccalton Granite med i holdet for vallakker. Han tog fløjen med 44 point og blev bedste vallak. Han modtog en flot æresroset fra Avlsforeningen og en flot vandrepokal skænket af Annagaard Shetlandsponyer.
Der kommer opdatering med flere billeder fra dagen senere på ugen.
Riccalton Granite, Bedste vallak.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 25. august
Jeg har endelig fået redigeret et række billeder fra juni måned. Joan "Bækkeskov" var på besøg og havde kameraet med - igen. Hun fangede mange gode billeder i løbet af dagen.
Det er rart med god arbejdskraft på gården.
Line sørger for vand til folden.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 16. august
I slutningen af juli var Annagaard Sally og hendes føl Nældevads Alma på en lille mini-ferie hos Joan "Bækkeskov", mens vi selv tog nogle dages ferie i Jylland.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 12. august
Vand, vand, alt for meget vand.
Bedst som vi troede at nu kom der stabilt vejr og høsten var kommet i gang, ja så valgte vejrguderne at sætte os på prøve igen.
Onsdag d. 10. august ca. kl. 18 begyndte det at regne og det fortsatte næsten i det uendelige. Først fredag kl 14 begyndte det at lysne og regnen stilnede langsomt af.
Det syn der mødte os omkring på vores gård og på vores marker var helt ubeskriveligt. Der er vand overalt. De store vandkanaler vi har er gået over deres bredder og vores kornmarker og roemarker står under vand.
Jeg havde godt set vejrudsigten lovede til regn og da mine græsmarker i forvejen var godt våde så havde jeg valgt at tage hopper og føl på stald. De måtte blive inde til det var tørvejr igen, men pga. alt det vand der var overalt kom de først ud igen lørdag - på vinterfolden for min græsmark så sådan her ud:
Min græsfold er sat under vand. Kanalen langs den kan
ikke tage mere vand og vandet kom også løbende til
tværs over vejen.
Hjørnepælen, med den gule markering, har øverste tråd siddende 90 cm
over jorden, så vi regner med at der står ca. 75 cm vand på folden
Billeder af vand rundt om på vores gård
Der står klart vand mange steder i både roer og kornet
Nogle steder er byggen helt under vand Og nogen steder også vejen
De dybe vandløb er fyldt helt op og løber over bredden mange steder.
De er normalt 3-4 meter dybe.
Så nu vil vi meget gerne have en god sensommer. Syntes faktisk ikke vi behøver mere vand lige nu.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 2. august
Høst
Så gik høsten i gang. En årstid vi ser hen imod med glæde. Der er noget helt særligt over at køre mejetærskeren frem og gå i gang med den første mark. Er udbyttet nu som forventet, er kornet tørt nok osv.
Og jo, den var god nok. Høsten er igang.
Den første hvedemark bliver høstet
Første læs korn er ved at være klar til at blive kørt i siloen
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 10. juli
Gørlev Dyrskue
Dyrskuet i Gørlev er et skue vi glæder os meget til hvert år. Det er blevet en fast tradition at deltage og vi planlægger vores sommerferie sådan at vi har mulighed for at tage dertil.
Vi deltog i år med Riccalton Granite og Stjernens Mini-Alfredo. Begge i klassen for vallakker.
Det var første gang Granite skulle med i byen og hvilken succes. Granite kan godt være lidt skeptisk over for nye ting og det var derfor spændende hvad han sagde til at skulle i byen, men han tog alting stille og roligt. Dejligt, da det tegner godt for hans fremtid som ride- og kørepony.
Granite blev bedste shetlandsvallak med 23 point og skulle derfor også dyste i fælleskonkurrencen for vallakker på tværs af racerne. Det var en lidt spændende konkurrence, da det ikke nødvendigvis er uddannede dommere, der dømmer den klasse men også eks. byens tidl. slagter har været dommer. Granite viste sig godt frem og jeg fik en kommentar om at det var en af dagens bedste fremvisninger, desværre afspejlede pointene ikke helt dette. Granite blev alligevel nr. 3 i fælleskonkurrencen og jeg var meget stolt.
Smukke Granite har fået øje på noget "farligt" i græsset
Granite i trav
Granite i æresrunden
Anna havde lånt lille Alfredo til dyrskuet. Han kan godt være en lille charmør at have med i byen og det slog heller ikke fejl denne gang. Alfredo elskede at vise sig frem, hvad dommerne også kommenterede, men man kommer jo langt med charme, selvtillid og lækkert hår.
Alfredo og en meget koncentreret Anna
Opstilling for dommere
Om eftermiddagen var der mønstringskonkurrencer. Anna havde lånt Bergeruds Pandora at Jette og Søren fra Annagaard og Line skulle mønstre Granite.
Nerverne var meget på højkant især hos Line og hun var lige ved at trække sig da de skulle i ringen. Heldigvis valgte hun at gennemføre mønstringen.
Dommerne i mønstringskonkurrencen havde heldigvis rigtig god tid til børnene så det blev en god oplevelse for dem. Line fik sine nerver under kontrol og viste den flotteste mønstring med Granite, så jeg var rigtig stolt.
Line lige før mønstringen, lidt nervøs
Bagefter var det Annas tur til at mønstre Pandora. Hun havde kun haft hende i hånden i ca 10 min. før konkurrencen, men Pandora er en dejlig rolig hoppe. Anna viste også en flot og overbevisende mønstring. Dommerne belønnede da også både Line og Anna for fremvisningerne. Line vandt mønstringskonkurrencen for juniorer med 48 point ud af 50 mulige, skarpt forfulgt af storesøster Anna med 47 point. I det øjeblik stod der en meget stolt mor på sidelinien med en tåre i øjenkrogen.
Anna og Pandora
Anna med Pandora
Anna fik en fin ærespræmie som nr. 2. Desværre mistede vi mærkaten og
ved ikke hvem giveren er, men der skal lyde en tak for præmien alligevel.
Line fik en fantastisk roset som vinder og en meget flot pokal
som ærespræmie fra Gørlev Udvalget. Tusind tak til dem.
Dagens bedste junior mønstrer Line med Granite.
Tak til alle shetlands-venner for endnu et super hyggeligt Gørlev Dyrskue. Det er så skønt at mødes om morgenen i dejligt vejr og hygge os ved morgenbordet før skuet går i gang. Håber vi ses igen til næste år.
Riccalton Granite
Alle fotos er taget af Joan "Bækkeskov". Tusind tak for det.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 30. juni
Sallys første føl
Sally har leveret dagens overraskelse. Jeg har efterhånden holdt øje med Sally i et stykke tid, for at være sikker på at opdage når folingen var nær. Jeg vil nemlig helst være med på sidelinien når det er en førstegangs foling.
Denne dag havde jeg planlagt en tur til Landsskuet i Herning sammen med Joan "Bækkeskov" og Jette fra Annagaard. Jeg var oppe meget tidligt for at tjekke Sally før jeg besluttede om jeg skulle afsted. Der var ingen tegn på nært forestående foling, og det var da også 14 dage før termin, så jeg tog trygt afsted.
Efter en dejlig men kold dag til Landsskuet tog vi ud og spise i Herning inden turen igen gik mod Lolland. Mens vi spiste ringede min telefon. Anna ringede og sagde "Mor, der går 2 føl ude på marken og Sally ligger ned". Jeg blev vist temmelig overrasket. Sally havde på de 30 minutter min familie havde været væk hjemmefra, folet med en fin lille dun-farvet hoppe. Rigtig dejlig besked at få og skønt at det var gået godt.
Da jeg vendte hjem stod hoppe og føl trygt i boks og der var sørget rigtig godt for dem. Anna og Line havde sørget for at lille Alma var blevet kælet og klappet fra starten, så hun er meget tillidsfuld allerede.
Nældevads Alma, 12 timer gammel
Alma med masser af pels i hovedet
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 13. juni
2. pinsedag var der lavet et arrangement hos Annagaard Shetlandsponyer, hvor vi kunne mødes og hjælpe hinanden med at få uøvede ponyer (og ejere) igang med træning i lange liner.
Vi kom til Annagaard om formiddagen i det mest fantastiske sommervejr. Der var mødt flere shetlandsfolk op, også 1 par nye i foreningen. Dejligt at se.
Vi havde taget Riccalton Granite med, da jeg syntes at det var på tide at finde ud hvordan han reagerede på nye omgivelser og andre ponyer. Ikke fordi han skulle i lange liner, men bare fortsætte med den tillidstræning Line er i gang med fra ryggen af ham. Vi havde også Sabrina v. Bennink med i traileren sammen med hendes føl Nældevads Soya, men det var fordi hun skulle til bedækning hos Tranegildes Ivanho. Derfor var der ingen pony Anna kunne træne med og hun fik derfor lov til at øve sig i lange liner med Annagaard Active. Tak for lån.
En dejlig dag sammen med dejlige mennesker. Håber at det bliver gentaget senere på året.
Nyd de følgende billeder fra dagen. Alle er taget af Joan "Bækkeskov".
Klargøring til træningen. Anna er i fuld gang med Active.
Line og Granite gør også klar.
Anna og Line hjælpes ad med Active
Det går hurtigt lidt lettere
Line træner bevægelse på ryggen af Belønningen er klar når Granite
Granite. Han skal føle sig tryg ved alle reagere korrekt.
former for bevægelse på ryggen og det
går efterhånden rigtig godt.
Smukke Granite. Jeg glæder mig til han en dag kommer for vogn.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 3.-5. juni 2011
Roskilde dyrskue
Et skønt dyrskue er overstået og med et resultat jeg kun kunne drømme om.
Vi var i år afsted med 2 ponyer. Sabrina v. Bennink i holdet for følhopper og Ekekullens Dreams som showpony i Roskilde kvadrillen.
Vejret var igen i år med os. Dejlig solskin om dagen og skønne lune aftener på pladsen. Sammenholdet blandt shetlænderfolket var også i år helt i top, og igen føltes det som "vores alle sammens" pony når vi stod og heppede i fælleskonkurrencerne. Dejligt samvær på campingpladsen med gode venner i vores "bofællesskab" med Jette og Søren fra Annagaard. Gad vide hvordan vi ville klare os på dyrskuet hvis ikke vores VW Transporter kørte 2 gange derop med fuldt læs :-)
Morgenhygge før en travl dag.
Fredag stod den på bedømmelser. Sabrina skulle i et meget stærkt følhoppe hold, så jeg havde ikke de helt store forventninger til hende. Jeg har dog syntes at hun i år var smukkere efter folingen end nogensinde før.
Anna og Sabrina
Anna fremviste Sabrina og jeg var føl-trækker. Anna klarede det rigtig fint, selvom hun ikke havde trænet ret meget. Det var nemlig ikke meningen at hun skulle mønstre i år, men en ændring i sidste øjeblik blev nødvendig og heldigvis havde vi fremvisningstøjet med til Anna.
Til Annas store overraskelse gik det så godt, at hun blev udvalgt til at deltage i mønstringskonkurrencen for juniorer om søndagen.
Sabrina blev oprangeret som nr. 3 af 13 hopper. Hold op hvor var jeg spændt og kunne næsten ikke tro det var sandt da vi endelig oprangerede, så nu var spændingen til eftermiddagens karakteristik rigtig stor. Sabrina fik 23 point og en meget flot beskrivelse.
Sabrinas føl Nældevads Soya
Fredag aften var det Annas store premiere. Hun skulle ride med i Roskilde kvadrillen for første gang. Anna og Dreams skulle sammen med Nana og Perfekt være det første par af i alt 62 heste i kvadrillen. Et var et fantastisk smukt syn, og jeg må indrømme at det gav en tåre i øjenkrogen af stolthed. Min flotte lille ekvipage klarede det så godt.
Anna og Dreams til venstre
Både den mindste og den største race er repræsenteret
Shiren var i øvrigt meget skeptisk over de 2 små shetlændere
Anna har vist spottet fotografen
Søndag skulle Anna så ud og dyste med 15 andre juniorer i mønstringskonkurrencen. Spændingen var meget stor, da Anna med sine 10 år var den absolut yngste deltager. Da andre deltagere var mellem 15 og 18 år.
Anna viste igen at hun kan lide at mønstre. Hun fik lavet gode vendinger og fine opstillinger og det blev også belønnet. Hun fik en delt 2. plads med 47 point ud af 50 mulige. Hun var kun 1 point efter vinderen. Så nu har hun for alvor fået smag for mønstringen. Dejligt.
Opstilling for dommerne
En fin skridt
Søndag aften var et fantastisk dyrskue overstået og vi begyndte allerede at glæde os til næste år. Tillykke til alle deltagerne med de fine resultater og tak for hyggeligt samvær. På gensyn til næste år.
Mange af de viste fotos er taget af Joan "Bækkeskov"
Galleri med mange flere billeder fra dyrskuet er under opbygning.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
22. maj 2011
Vores nye hvalp.
Vi har idag hentet vores nye labrador hvalp. Vi var klar over at vi ikke kunne undvære en hund, og da Zeus var aflivet gik vi i gang med at lede efter en ny hund. Der var ingen tvivl om at det skulle være en labrador igen, men denne gang har vi valgt en tæve.
Freja kan i linien på mor-siden føres direkte tilbage til en af de bedste tæver som Kajs far havde i sin avl på kennel Koholt. Spændende at se om vi kan leve op til de resultater han præsterede med sine hunde.
Anna og Line med Freja.
Freja 1. dag hos os.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 11. maj
Skovlundens Iron
Jeg har idag taget den tunge beslutning at få aflivet gamle Iron. Han fik i fredags en akut hornhindebetændelse som vi havde svært ved at behandle. Han blev behandlet intensivt gennem weekenden, men mistede synet totalt på det ene øje. Han var meget påvirket af ikke kunne se på det ene øje og bange for alt hvad der foregik på den side af ham. Han har altid ledet flokken og sandsynligheden for at han kunne beholde den position var ikke stor længere. Samtidig har han i vinter været svær at holde huld på, så beslutningen var ikke så svær at tage.
Iron har givet mig utrolig mange gode ture med hestevognen sammen med sin søn Annagaard Boris. Han vil blive meget savnet både som min trofaste og stabile kørepony og som børnenes ridepony.
Iron for vogn sammen med Boris
Farvel Iron
Det var også dagen hvor vi sagde farvel til vores trofaste, gamle labrador Zeus. Han var blevet 14 år gammel og havde store problemer med sine hofter. Det var den sidste uges tid begyndt at volde ham problemer at gå de 2 trappetrin op og ned til vores hus. Jeg har altid sagt at han skulle aflives herhjemme i trygge og vante omgivelser, da han virkelig har hadet når vi tog turen til dyrlægen for at blive vaccineret. Sådan skulle han ikke slutte sit liv. Vores dyrlæge kom her og hun sendte begge mine elskede dyr på deres sidste rejse, på en meget værdig og rolig måde.
Zeus 14 år gammel
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 8. maj
Stævne på Klimagården
Så har vi været til klubstævne på Klimagården. Som sædvanlig et stævne, hvor Klimagården virkelig sørger for at det bliver en super god oplevelse for børnene. Der er rigelig tid til dem og altid hjælp at hente hvis programmer eller baner bliver glemt. Et dejligt og trygt sted for børn at stifte bekendtskab med stævneverdenen.
Anna skulle for første gang prøve at ride LD2. Lidt spændende da Dreams i den sidste tid har være rigtig i hopla og gerne levere et lille bukspring ind i mellem - det skulle jo nødigt bliver for kedeligt :-)
Det gik dog over al forventning. Dreams var sød og Anna fik brugt det hun har lært i sin undervisning.
På vej rundt i en cirkelvolte
En rigtig fin placering som nr. 2
Line havde lånt en shetlandspony af rideskolen og skulle ride en LD1. Hun klarede det rigtig flot og er meget glad for at ride lille Victor. De fik en placering som nr. 3 i klassen, men det fik jeg desværre ikke et billede af.
Line og Victor
Søndag stod det på springklasser. Det er Lines favorit diciplin. Hun elsker at springe og har absolut ingen frygt.
Anna og Dreams skulle også springe. Dreams har kun prøvet det 2 gange før, så det var lidt af et sats, men gik over al forventning. Hun fik lidt hjælp i første klasse, som var sløjfespringning. I næste klasse skulle hun klare sig selv. Vi havde, som altid, aftalt at det bare skulle være sjovt at være med og at en placering bare skulle være ekstra bonus. Men Anna og Dreams gik hen og vandt klassen. Jo, det kan være en fordel at ride på en lille shetlandspony, der er ikke behov for de store sving og derfor henter de meget tid i en omspringning. Skøn dag for pigerne.
Anna og Dreams springer for 3. gang
Overrasket over 1. pladsen
Line havde også fået lov at låne Victor til springningen. Han er 100% reel og går lige derhen hvor Line beder ham om. Super skøn pony.
Line og Victor i fin stil
En fin rød sløjfe til alle fejlfrie. Line er stolt.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 3. maj 2011
Så kom hun endelig
Så skete det endelig. Sabrina valgte at fole tidlig morgen den 3. maj. Hun har fået et skønt stort hoppeføl. Sabrina var gået 14 dage over termin og føllet var så stort at hun måtte have lidt hjælp til foling. Alt gik dog godt og Sabrina var hurtigt på benene igen.
Føllet kommer til at hedde Nældevads Soya og er det første hoppeføl født her hos mig. Hun er utrolig kontaktsøgende og rigtig dejlig.
Helt ny og lige kommet til verden.
Soya 8 timer gammel og ude for første gang.
5 dag gammel og fuld af krudt
Skønne Soya
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 25. april 2011
Indgræsningen er begyndt.
Til ponyernes store glæde, er tilvænningen til græs begyndt. Det varme vejr har været rigtig godt for græsset og ponyerne nyder at blive sluppet ud i det grønne. I løbet af nogle uger er de klar til at gå på døgnfold resten af sommeren - det glæder jeg mig til!
Føl venter jeg stadig spændt på. Sabrina er kæmpe stor, men der er stadig ikke noget føl.
Granite og Dreams forrest
Iron og Boris
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 16. marts 2011
Føltiden nærmer sig.
Nu er der ikke så længe igen. Føltiden nærmer sig. Jeg kan næsten ikke vente. Det er altid så livsbekræftende at se de små føl komme til verden og efter kort tid være klar til at indtage livet ved siden af deres mor.
Glæder mig til sådan en lille basse igen :-)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 15. marts 2011
Ferietid
I februar blev det tid til den længe ventede skiferie. Vores piger havde ventet på den ferie meget længe. Vi var ikke afsted sidste vinter, og derfor var forventningen ekstra stor i år.
Ferien hos os skal jo passes ind før det er tid til markarbejdet og før hopperne begynder at fole. Godt nok er vi så priviligeret at vores ansatte passer gården når vi er væk, men der er nu grænser for hvad vi kan bede dem om at tage sig af.
Skiferien gik igen til Trysil i Norge. Det var i år 7. gang vi tog til Trysil, og der er altid godt. Pigerne er så stedkendt, at de selv kan klare sig i børneområdet uden vi behøver at være lige ved siden af og lejligheden vi bor i ligger lige midt i det hele. Det er bare skønt.
Udsigten lige uden for døren til lejligheden.
Vi var så heldige i år at vi havde det flotteste solskinsvejr de fleste dage og kun -5 grader. Så bliver det næsten ikke bedre. Jeg tror næsten at skiferien til næste år bliver det samme sted endnu en gang.
Line til højre Anna til højre
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den 14. marts 2011
Tiltrængt opdatering.
Så er det vist ved at være meget tiltrængt med en opdatering af hjemmesiden.
Vi er kommet godt ind i det nye år. Arbejdet tager meget af min tid og den megen frost har også gjort arbejdet med ponyerne lidt mere besværligt. Hold op hvor har vi slæbt mange spande vand ud, da alt vand i stalden har været frosset og vi kun har haft vand i vores fyrrum. Man skulle ellers tro at ponyerne drak lidt mindre når det var koldt, men det er i hvert fald ikke tilfældet her hos os.
Godt foråret er på vej.
I januar blev der også tid til at fejre vores kobberbryllup. Tiden er godt nok gået stærkt. Vi er enige om at det ikke føles som om det allerede er 12½ år siden vi blev gift.
Vi vil gerne sige tak til alle jer der havde lagt arbejde i en flot æresport til os, og for at give os en rigtig dejlig dag.
Her er et par billeder fra dagen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|